Digital vekslebørs for Artmoney
Artmoney er en kunstbaseret valuta. Korpus stod for design og udvikling af verdens første digitale Artmoney-vekslebørs.
Skrevet af Jonas Waaben
Om Artmoney
Artmoney er opfundet af Lars Christian Kræmmer, og formaliseret med stiftelsen af Bank of International Art Money (BIAM) i 1998.
I al sin enkelhed er Artmoney en møntfod, man selv kan udstede penge af i form af et 12 x 18 centimeter kunstværk, påført et gyldigt serienummer. Vekslekursen er 200 kroner for en Artmoney, og der er i dag udstedt Artmoney for omkring to millioner kroner.
På sit højdepunkt blev Artmoney brugt over hele kloden og var alene i Danmark gyldigt betalingsmiddel i små hundrede forretninger.
Nogle vil sikkert også huske Lars Christian Kræmmer for sit kendte afgangsværk fra Emily Carr University of Art & Design, 1994, hvor han tilbragte syv uger indespærret i totalt mørke.
Design og udvikling af digital vekslebørs
Korpus stod i 2014 for en komplet løsning, hvor udstedere, betalere og virksomheder kunne veksle Artmoney for hård valuta.
Vi udarbejdede digital strategi og UX i samarbejde med Lars Christian Kræmmer, og udviklede en vekslebørs, hvor Artmoney kunne udstedes, indløses og omveksles.
Platformen var baseret på Drupal, og brugerne administrerede selv alle dele af pengeflowet.
Ud over selve vekslingen, kunne indløsere verificere ægtheden af en Artmoney på hjemmesiden, der samtidig fungerede som udstillingsvindue for de mange kunstnere, samt register over virksomheder, der accepterer Artmoney.
I en tiårig periode blev der udstedt og vekslet Artmoney i tusindevis online af brugere over hele kloden, frem til at Artmoney-varemærket og internetdomænet blev overdraget til nye ejere i 2024.