Er du brugervenlig?

Brugervenligheden af dit website er afgørende for, om du får det optimale udbytte af det. Men hvordan finder man ud af, hvad der kan gøres bedre?

Brugervenlighed handler ikke kun om at være flink ved andre. Det handler lige så meget om, at optimere sandsynligheden for at brugerne interagerer med dig og dit indhold, sådan som du ønsker det.

“Jamen, hvorfor skulle brugerne ikke forstå mig?”

Måske er du (bruger)venligheden selv. Sandsynligvis er der dog ting der kan forbedres.

Man kender fra hverdagen, at ting som er indlysende og logiske for én selv, kan kræve en ekstra forklaring for andre. I en samtale opfatter man hurtigt, om den man taler med forstår hvad man mener. Man tilpasser det man siger lidt efter modpartens reaktion, ind til man forstår hinanden.

Den mulighed findes desværre ikke på samme måde på et website. Forstår brugerne dig ikke får du ikke nødvendigvis chancen for at forklare. Studier viser at folk er ret utålmodige på nettet, og samtidig er din nærmeste konkurrent ofte kun et klik væk.

Det betaler sig at optimere sit website til sin målgruppe. Men hvordan finder man ud af, hvad der fungerer godt og hvad der bør gøres bedre?

Tryktest løsningen med usability

Der findes en lang række teknikker til at teste usability (tænke-højt-tests, kortsortering, eye-tracking osv.). Fælles for dem er, at man afprøver det rigtige indhold på de rigtige brugere. Sådan kan man få et objektivt billede af, hvordan løsningen faktisk virker. Ofte kan tingene optimeres en hel del for at blive nemmere og hurtigere at bruge.

Jo lettere folk har ved at forstå et websites formål og opbygning, og jo hurtigere de kan få det de kom efter, desto bedre er deres brugeroplevelse. Verdens mest succesfulde websites har forstået værdien af at prioritere brugbarhed og brugervenlighed i første række (Google er måske det bedste eksempel).

Google Screenshot
Google: Fokus er på det essentielle – søgningen. Let at tage for givet, men det er ikke mange år siden en søgemaskine så sådan her ud.

Ud over at teste objektive aspekter af brugen, kan man naturligvis interviewe brugerne om deres subjektive oplevelse. Altså hvad de synes om løsningen og hvordan de opfatter afsenderen. Der er oftest en klar sammen­hæng at spore.