Optimér din Facebook-sides rækkevidde

Hvis du administrerer en Facebook-side har du nok bemærket det. Dine opslag når ikke ud til så mange som før. Den gode nyhed er, at det ikke er din skyld. Den dårlige er at det nu bliver sværere (eller dyrere) at få dit budskab ud.

Ud af det totale antal brugere der følger din side på Facebook, er det ikke alle der ser alle dine opslag. Sådan har det hele tiden været, men i løbet af det sidste års tid er rækkevidden for Facebook-sider blevet mindre.

Det har de fleste sideadministratorer nok konstateret, via Facebooks indbyggede statistik, Insights. Samtidig er Facebooks opfordringer til at man betaler for at booste, dvs. konverterer opslag til annoncer, blevet kraftigere.

Og den er god nok. Facebook har skruet på teknikken der bestemmer et opslags organiske/virale rækkevidde (modsat betalt rækkevidde). Altså hvad der bliver vist for brugere, uden at du skal have tegnedrengen frem.

Hvad går Facebooks ændringer i siders rækkevidde ud på?

For det første følger den gennemsnitlige bruger ca. dobbelt så mange sider på Facebook i dag, i forhold til i 2012. Fordi der er en grænse for, hvor mange opslag man kan læse på døgnets 24 timer, har Facebook implementeret et filter der sorterer hvad der vises i brugernes nyhedsstrøm.

Således får brugere i gennemsnit vist ca. halvt så mange opslag fra sider i dag som de gjorde i 2012. For den enkelte Facebook-side kan denne nedgang godt være større. Man har måske 5.000 likes, men kun 500 folk der ser et opslag.

Tabel: Organisk og viral rækkevidde på Facebook

Tabel: Organisk rækkevidde pr. fan. Så mange når forskellige Facebook-sider med forskellige antal fans/likes ud til (kilde: Edgerankchecker.com, april 2014).

Man kan sige at det giver god mening, at Facebook filtrerer brugernes nyheder. Hvis alle opslag fra alle Facebook-sider og venner vægtede lige højt, ville der hurtigt blive utroligt mange at læse sig igennem. Og det ville hurtigt blive de brugere og sider, der opdaterer hyppigst, snarere end dem med det bedste og mest relevante indhold, som ville dominere billedet. Twitter er plaget af dette problem.

Derfor har Facebook lavet en algoritme, der sorterer indholdet for brugerne, svarende til at Google forsøger at rangere de mest relevante søgeresultater øverst.

Den anden hovedsaglige årsag handler om økonomi. Som mange kloge mennesker har bemærket i tidens løb:

“There ain’t no such thing as a free lunch.”

Facebook er en forretning. Hvis Facebook som et børsnoteret selskab ikke skal tabe værdi, skal omsætningen hele tiden stige. Facebooks kommercielle værdi ligger især i annoncemarkedet; I at kunne vise annoncer til hele verden, inddelt i segmenter. Før eller siden må tilgangen af nye brugere jo dog stagnere. Når antallet af sidevisninger derfor før eller siden også stagnerer, må Facebook finde nye måder at tjene penge på.

Reaktionerne på denne ændring har varieret fra vrede og opgivelse – en del har simpelthen lukket deres Facebook-sider som de ellers havde brugt år på at opbygge – til forståelse for at Facebook nu ønsker at indløse deres investering, så at sige.

Set med kommunikationsbriller, kunne Facebook uden tvivl have været bedre til at motivere og forklare forandringerne. Men nu er de her altså.

Hvilke faktorer bestemmer Facebook-siders organiske/virale rækkevidde?

Der er mange parametre der afgør om dit opslag bliver vist hos folk der synes godt om din side. De vigtigste er:

  • Generel popularitet: Hvor godt sidens tidligere opslag har klaret sig blandt dens følgere (interaktioner – likes, kommentarer, deling, klik på links).
  • Opslagets popularitet: Hvor godt dette opslag klarer sig hos dem der har set det.
  • Sidens popularitet hos brugeren: Hvor godt sidens tidligere opslag har klaret sig hos den specifikke bruger.
  • Opslagets type og brugeren: Hvor godt formatet (statusopdatering, billede, video, link) matcher hvad den specifikke bruger har interageret med tidligere.
  • Friskhed: Hvor nyt opslaget er.

Ifølge Facebook selv er der dog ca. 100.000 faktorer der indgår i vurderingen af, om din seneste Facebook-opdatering vil være interessant for Fru Jensen som følger dig.

Hvis du kan forbedre dine opslag på ovenstående fem parametre så vil du dog være godt på vej mod en større organisk rækkevidde.

Først og fremmest bør du (som sædvanligt) spørge dig selv om, hvordan du kan hjælpe dine brugere; Hvad er det som du kan eller ved, som andre vil finde interessant og nyttigt?

Facebooks statistik vil vise dig hvad der fungerer godt og skidt, så hold øje med resultaterne løbende og eksperimentér med at matche dine opslag med dine brugere.

Yderligere tips:

  • Anspor læserne til at tagge sig selv i billeder som du slår op.
  • Anspor læserne til at dele dine opslag, f.eks. ved at trække lod om en præmie.
  • Vær ikke bange for at komme med direkte opfordringer til læserne, om at klikke synes godt om eller kommentere, men pas på ikke bare at tigge. Brug fantasien.
  • Brugere kan bede om at få notifikationer, hver gang en side slår noget nyt op.

Man må dog nok indstille sig på at kommercielle aktiviteter på Facebook vil kræve sin egen plads i marketingbudgettet.

To boost or not to boost…

Hvis større opmærksomhed omkring dit indhold på Facebook er værdifuldt nok, så kan det være penge godt givet ud, at booste. Og dog. I stedet for at klikke på den lokkende boost-knap, så vil jeg anbefale at lave en rigtig annonce.

Boost-knappen er god til amatører, mens annoncer giver langt bedre muligheder for at segmentere målgruppen for dit betalte indhold. Sådan kan du få mere for pengene, men det kræver en grundlæggende forståelse af marketing og målgrupper.