Sandheden om SEO

SEO (søgemaskineoptimering) kan erstattes af almindelig sund fornuft. Gør dig populær hos brugerne og søge­maskinerne vil følge efter.

Hvad er SEO?

SEO er en forkortelse for search engine optimization, altså søgemaskine­optimering. Det er en tilgang, der forsøger at gøre et website mere synligt på søgemaskinernes resultatsider, med henblik på at skabe mere trafik. Så langt så godt. Alle vil gerne ligge nr. 1 på Google, så hvad er problemet?

Problemet med SEO

Det er bagvendt at optimere til søgerobotter i stedet for mennesker

Selvfølgelig skal dit website være tilgængeligt for søgemaskinernes crawlere, men du skal først og fremmest tænke på brugerne. Hvad hjælper en god Google ranking, hvis brugerne ikke finder dit website nyttigt?

Det er dyrt at tænke i SEO, frem for god webudvikling og markedsføring

Hvis dit website er opbygget ordentligt omkring dit indhold, og du har en markedsførings­strategi for at skaffe opmærksomhed og brugere, så behøver du ikke søgemaskine­optimering. Det er klart at det ikke duer, at have verdens bedste indhold, hvis ingen opdager det, men at sprede dit budskab kan ikke reduceres til tekniske fiflerier. Du må ud og overbevise folk – læg en strategi og kom afsted.

Bedre vej til at blive fundet på søgemaskiner

Søgemaskinernes opgave er at finde det mest relevante indhold til brugerne, ud fra hendes søgninger. I den ideelle verden er det altså de websites med det rigtige indhold, der kommer øverst i søgeresultaterne – ikke dem med de mest ihærdige SEO-konsulenter.

Især Google har virkelig forfinet vurderingskriterier, og en del SEO-kneb er allerede blevet forældet. Denne udvikling vil fortsætte og gøre det sværere og sværere at snyde sig foran i køen.

Men hvad skal man så gøre? – For det er jo vigtigt at stå frem i skoven af søgeresultater.

3 tips til god søgemaskineplacering

1. Udbyd rigeligt og godt indhold

Publicer rigeligt med velskrevet indhold som er nyttigt for din målgruppe. Hvis du udbyder noget som der er efterspørgsel efter, så er det vigtigste i orden. Tænk over dit sprog og dine formuleringer. Bruger du ord, der nøjagtigt beskriver emnet, uden samtidig at være for nørdet (balancen kan være svær)?

2. Få styr på websitets teknik og struktur

Sørg endvidere for at dit website er velstruktureret, hurtigt og tilgængeligt, det vil sige læsbart for crawlerne (undgå f.eks. at indsætte tekst som ren grafik/flash). I den basale opsætning af websitets HTML, bør der anvendes semantisk passende tags (<h1> til den første overskrift, <nav> til menuer osv.).

3. Spred linket til dit website

I forlængelse af din strategi for promovere det du har at tilbyde, skal du sørge for at sprede linket til dit website. Et link fra en anden hjemmeside med beslægtet emne, vil hjælpe både brugerne og søgemaskinerne med at finde dig. Måske du kan skrive en gæsteblog, lade dig interviewe eller indgå en form for byttehandel, for at blive eksponeret der hvor målgruppen færdes?

3 tvivlsomme SEO-tricks du bør undgå

1. Brug ikke link-spam

Links er gode og links fra relevante kilder er rigtig gode. Spam er til gengæld affald. Der er tjenester, der tilbyder at generere hundrede- eller tusindevis af links til dit website fra forskellige kilder. Sådanne links skabes oftest automatisk via spam af kommentarfelter på alverdens websites og oprettelse i ligegyldige webkataloger. De er i reglen værdiløse og kan skade dit gode ry og rygte. Alle hader spam.

2. Brug ikke ‘cloaking’

Cloaking er en teknik til at spore, hvornår et besøg kommer fra en søgerobot, f.eks. Googlebot, som vil indeksere dit indhold, og så servere noget andet indhold til den end til andre. På den måde kan man fodre en crawler med nøgleord, anderledes end i rigtigt indhold, tiltænkt menneskeøjne. Det er i strid med Googles retningslinier. Bliver man opdaget i at snyde straffer Google én ved at fjerne eller nedprioritere ens indhold.

3. Brug ikke skjult tekstindhold

Pointen er den samme som med cloaking; at fodre crawlere med flere nøgleord end hvad der er indlejret i det rigtige indhold. Her serveres de ekstra nøgleord bare for alle, men skjult for øjet (f.eks. hvid tekst på hvid baggrund).

Afrunding

Søgemaskinerne er vigtige. Det skal ikke underdrives. Heldigvis giver det dog langt mere mening at investere i substans end i uigennemskuelige SEO-kneb, med smarte navne. Sæt fokus på dit indhold og dine brugere. Du kan begynde med at måle, om du bliver fundet af et tilfredsstillende antal og dernæst, om de finder frem til de sider du ønsker.

Læs også: Succesfulde løsninger starter ved brugerne og Er du brugervenlig?

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>