Succesfulde løsninger starter ved brugerne

De mest succesfulde løsninger er dem, der har størst brugsværdi for det største antal brugere i målgruppen.

Spørgsmålet er, hvordan du finder ud af, hvad brugerne har behov for og hvordan en løsning kan matche dem bedst muligt.

Her er det oplagt, at gå direkte til brugerne: Dem der skal bruge løsningen i sidste ende.

Man ser desværre stadig alt for ofte på alverdens webbureauer, at brugerne enten slet ikke kommer i spil, eller kun kommer det overfladisk. Selv webprojekter i millionklassen baseres ofte på rene forestillinger, eller løsrevne erfaringer, vedr. brugerne.

Du og dine brugere fortjener imidlertid bedre.

Ved at inddrage brugerne i udviklingen af dit nye digitale koncept, får du indsigter og idéer med rødder i deres verden, som du ikke har råd til at undvære.

Brugerinddragelse

Forskellige målsætninger (og budgetter) kalder på forskellige tilgange. Mulighederne kan groft opdeles i to kategorier, ud fra om man evaluerer en eksisterende løsning eller om man udvikler nye koncepter. Man kan i øvrigt gøre begge dele med fordel.

Test og evaluering (usability)

Benyttes typisk når der foreligger et produkt klar til brug, f.eks. et website, for at undersøge, om brugerne forstår og anvender det som tiltænkt. Fagtermen for disse aspekter der handler om brugbarhed og brugervenlighed er usability.

Når Korpus udfører usability tests med rigtige brugere, dokumenteres det normalt på video. Videoen viser hvad der sker på skærmen, samt brugerens ansigtsudtryk imens handlingerne udføres. Rækker budgettet ikke til at teste med rigtige brugere, kan man ty til det næstbedste: En ekspertevaluering som vurderer løsningen ud fra en forskningsbaseret viden om, hvad der kan give anledning til problemer for brugerne. Evt. kan en ekspertevaluering gå forud, og udpege emner der bør undersøges nærmere, med hjælp fra rigtige brugere.

Outputtet er en oversigt over ting der ikke fungerer optimalt, samt konkrete forslag til forbedringer.

Samudvikling med brugere (user experience design)

Benyttes tidligt i selve designprocessen, hvor løsningen tager form. Det handler om, hvordan der kan bygges bro imellem brugernes behov og kundens budskab/forretning. Hvad giver det mening at bygge? Der findes forskellige fagtermer for dette, bl.a. co-design, interaktionsdesign og user experience design. I webbranchen bruges sidstnævnte betegnelse oftest (forkortes ofte også UX, UXD eller UED).

Det kan være risikabelt at vente med at få feedback fra brugerne til når løsningen er lanceret. På det tidspunkt kan grundlæggende konceptuelle ændringer koste dyrt. I stedet kan brugerne inddrages i udformningen af en løsning, der passer til dem.

Outputtet er en konceptbeskrivelse eller et idékatalog, der illustrerer de belyste brugerbehov og konkrete bud på løsninger, der kan koble dem til kundens behov.

Eksempel

Scenarie: En velrenommeret vinhandel overvejer en netbutik.

  1. For at sikre at den nye løsning får klangbund i målgruppen hyres en user experience designer til at udvikle et skarpt koncept, i samarbejde med kunden og et udsnit af målgruppen.
  2. I arbejdet med brugerne viser det sig måske, at målgruppen af vinelskere slet ikke ønsker at købe dyre, skrøbelige vine online, men at de gerne vil læse anmeldelser og diskutere vine med hinanden.
  3. Ved i stedet at understøtte dette brugerbehov – blive et nyttigt medie for viden om vin – tiltrækkes flere nysgerrige brugere (eksponering). Måske brugerne kan tilmelde sig websitet, hvormed vinhandelen også kan få mulighed for at kontakte brugerne, hvilket er guld værd (email-annoncering, invitationer til vinsmagninger etc.).
  4. Kunden undgår en fejlinvestering og får i stedet en løsning, som målgruppen faktisk finder nyttig og som åbner andre muligheder for indtjening på kerneforretningen.

Afrunding

Dette var blot et hurtigt overblik over de to overordnede tilgange til brugerinddragelse. Senere vil jeg gå mere i dybden med dem begge her på bloggen.

Der findes mange muligheder for at få god indsigt i din målgruppe, uanset om dit projekt er stort eller lille. Prøv det. Det værste der kan ske er at du bliver klogere.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>