3 myter om user experience

User experience (UX) har gjort sit indtog i webbranchen. Det er dog stadig omgivet af fordomme og myter. Her ‘buster’ vi de tre mest sejlivede UX-myter jeg har mødt gennem årene.

Hos ethvert seriøst, dansk webbureau er der en eller flere user experience designere ansat. Folk med speciale i at undersøge brugernes adfærd og subjektive oplevelse vedr. digitale produkter, og i at optimere løsninger til gode brugeroplevelser.

Behovet for at tilpasse IT til brugerne er ikke nyt, og siden 1970′erne har man udviklet systematiske metoder til at gøre det. I webbranchen er UX-disciplinen dog ret ny, og både bureauer og kunder har ofte fejlagtige opfattelser af, hvordan gode, brugervenlige websites skabes.

1. “Dygtige fagfolk ved, hvad brugerne vil have”

Nej – ikke med mindre de er brugerne. Dygtige fagfolk – konceptudviklere, designere, udviklere osv. – ved en del om, hvad der generelt virker, men brugeroplevelser kan ikke generaliseres 100 pct. Af en eller anden grund, kan dette være svært at sluge for både kunder og webarbejdere.

Dermed ikke sagt, at f.eks. en webdesigner eller CMS-udvikler ikke har en brugbar viden; Vi er mange der er specialister i vores område, men man kan ikke være specialist i en specifik brugergruppes behov og forventninger, uden at have undersøgt dem.

Ligesom produkter og budskaber er forskellige, er menneskerne der anvender dem, og konteksten de anvender dem i, forskellige. Man må acceptere at det medfører, at man ikke kan vide alt på forhånd, og i stedet lægge en plan for, hvordan man opnår de fornødne nye indsigter.

2. “UX er ikke egnet til dagligdags webprojekter”

Brugerinddragelse har godt nok været knyttet til systemudvikling, historisk set. Den type udviklingsprojekter er i hovedreglen af længere varighed og har større budgetter, end gennemsnitlige webprojekter.

Det betyder dog ikke, at det er umuligt at lave brugerinddragelse i det hele taget. Det betyder bare, at metoderne må tilpasses til konteksten. Det gør user experience-tilgangen.

Små, målrettede undersøgelser kan gøre en stor forskel. Det er ikke nødvendigt med komplicerede rekrutteringsprocesser, for at få nogle brugere at arbejde med, og det er slet ikke nødvendigt med ugelange etnografiske undersøgelser osv. Med teknikker som interview, contextual inquiries (en form for kombineret interview og observation), kortsortering og site-statistik kan man nå langt på kort tid.

3. “UX-processen tager for lang tid – og tid er penge”

Tid er penge, men det er dyrere at ramme forkert mht. brugernes behov og interesser. Muligvis har du et innovativt koncept, men hvis det ikke rammer plet hos brugerne, så er man lige vidt. Når man har fået den gode idé er det også vigtigt, at tilpasse produktets udformning til brugernes forventninger og til brugssituationen. Desuden kan brugernes forventinger i nogen grad justeres i forhold til produktet, med de rette virkemidler.

Når vi taler om tid og penge, er det også vigtigt at huske på, at user experience design er udvikling – udvikling ved hjælp af (viden om) brugerne. Der produceres løbende konkrete resultater, i form af wireframes, prototyper, beta-versioner osv., så det er ikke en lang proces, der kun producerer ‘varm luft’.

User experience bør snarere ses som en investering i udviklingsarbejdet – og er i hovedreglen særdeles rentabelt. Jo flere brugerindsigter man tilvejebringer, på en let forståelig måde, desto mindre tid skal designere og udviklere sidde og klø sig i håret for at forestille sig den gode løsning.

Det er selvfølgelig ikke umuligt at lave en relevant, brugbar løsning uden en brugercentreret fremgangsmåde, men i alle tilfælde vil user experience kunne skærpe konceptet og facilitere (endnu) bedre brugeroplevelser.

Se hvad Korpus kan tilbyde inden for user experience-ydelser.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>